Solrigedage med Bodil & Hans Erik i Sisimiut - i april

Starter lige med at finde billederne frem... Så kan jeg selv lige få opfrisket dagenes begivenheder...

Som I kan se så var vi alle på slædetur. Der var omkring 16 hunde i spandet og de trak os alle 5 op og ned - hele vejen ud til UFOén, som vi efterhånden har besøgt en del gange i tiden heroppe. Vi ønskede derfor også at Bodil og HE lige skulle se den.
Der er nogle gode stigninger på vej derud, så Simon og jeg måtte af og løbe nogle gange... Puha i den dybe sne. Kusken havde en hvalp med, som skulle indkøres - den syntes også det var lidt hårdt op ad bakke og endnu værre når det skulle gå hurtigt på vej nedad, så det sidste stykke lå den i mine arme på slæden... Dét var hyggeligt syntes vi begge.
Ude ved UFOén spiste vi frokost og fik lidt varmt at drikke. Hundene skulle også hvile lidt - som I kan se af billederne var det dejligt solskin og hundene fladede ud.

Turen hjem gik i hastig fart - og meget nedad... Hvor jeg står bag på slæden er der rigtig fart på - derfor de vilde udtryk. Simon sidder foran på slæden og har sat bremsetorv på og vejer godt til. Hundene spæner afsted - de ved godt det ikke er rart med en slæde i nakken. Den mindre hvalp var igen med sammen med de voksne - selvom den ofte så sig tilbage med et bedende udtryk: "Ta´ mig med op på slæden igen".

De var også ude og se Pia og Uffes hunde blive fodret. De har køddag hver torsdag, så der kan de være heldige at få en ribbensteg eller to pr. hund. og nej, de nyder den ikke - det tager ikke mange sekunder før sådan en luns kød er væk. Torsk tager de i én mundfuld. På billederne kan I se, at de lige havde fået hvalpe... 

Bodil og HE var her i 8 dage - og fik travet en del - også i dyb sne, som I kan se  Jo, HE sad pludselig i saksen og måtte få en hånd af Bodil og Simon. Oven i købet skulle han tisse noget så frygteligt... nej, ingen gul sne, men tæt på. Også fra os andre, for der sad han virkelig godt fast.
De fik smagt lidt grønlandske specialiteter - sæl og rensdyr, fik mødt vennerne og mødt Magdalena, som er en grønlandsk dame midt i 70érne, som nyder at fortælle om hendes familie, vise hendes hjem med en masse tasker i sæl, perlebroderier og billeder på væggene.

Bodil var også et smut forbi skindsystuen og kunstnerværkstedet - så jo, der blev tanket op på souvenier-kontoen. Pandebånd til HE i sæl og en vest til Bodil... det må da være meget godt fordelt...
Vi hyggede meget og fik spillet 500 næsten hver aften. HE fik skrevet dagbog og taget en masse billeder, slappet af og fordøjet alle oplevelserne.
Efter godt en uge tog de videre til Ilulissat for at opleve isfjeldene deroppe.

Alt i alt en fantastisk ferie... Mon de kommer igen???